Pressemeddelelse - Grønt ministerbesøg hos NW Gruppen
At være en grøn kommune handler ikke nødvendigvis om smuk natur. Mandag den 8. februar var det eksempelvis ”grøn IT”, der var på dagsordenen, da Hedensted Kommune fik ministerbesøg.
Videnskabsminister Helge Sander og Miljøminister Troels Lund Poulsen hørte om grøn IT, da de i dag besøgte NW Gruppen og Miralix i Hedensted.
Borgmester Kirsten Terkilsen benyttede lejligheden til at fortælle de to ministre om Hedensted Kommunes fortræffeligheder - ikke mindst om, hvad kommunen selv har gjort inden for grøn IT.
Resultaterne bygger blandt andet på erfaringer fra de digitale kommuner (Juelsminde, Tørring-Uldum og Hedensted), som før kommunalreformen havde et intensivt samarbejde om effektiv udnyttelse af IT.
”Som kommunes største arbejdsplads er det selvfølgelig også vigtigt, at vi yder en indsats inden for grøn it” fortalte Kirsten Terkilsen. ”Vi har blandt andet lavet server virtualisering, som betyder, at vi har reduceret antallet af servere kraftigt. Det giver en besparelse i strøm. Desuden bruger vi primært energibesparende udstyr som tynde klienter, fladskærme, decentrale printere, elspareskinner o.s.v.”
Hedensted Kommune har en decentral struktur, hvor administrationen er fordelt på adskillige forskellige adresser. Optimal anvendelse af IT sikrer en effektiv drift af den decentrale kommune.
Borgmester Kirsten Terkilsen fortalte desuden ministrene om den lange række af lokale virksomheder, som er langt fremme inden for grøn it. Hedensted Kommune vil gerne understøtte og forstærke udviklingen af de grønne IT-virksomheder.
Videnskabsminister Helge Sander udtrykte stor ros til de lokale initiativer, og han opfordrer til en tættere dialog om udbredelse af de gode resultater. Videnskabsministeren ser, i den forbindelse, gerne et tættere samspil mellem private virksomheder og kommunen – en opgave, som kan understøttes af dialog med ministeriet.
”Nu har Helge Sander fået et indblik i, hvad der rører sig i Hedensted Kommune indenfor grøn IT. Vi mener i al beskedenhed, at vi har noget at byde på, og føler os godt rustede til at gå foran med et godt eksempel” slutter Kirsten Terkilsen. Hun glæder sig til den kommende dialog med embedsmænd fra ministeriet.
Læs artiklen fra Hedensted Avis her